Du har nok en yndlingsstilling, når du sover, som er behagelig og giver hvile af høj kvalitet. Hvis du imidlertid har problemer med vejrtrækningen, for eksempel når du er forkølet eller lider af obstruktiv søvnapnø, kan det være svært at finde en behagelig sovestilling.
Hvis vejrtrækningsproblemer forstyrrer din søvn, kan det føre til yderligere helbredsproblemer forbundet med dårlig søvn. Det er helt afgørende, at du finder den bedste sovestilling ved vejrtrækningsproblemer, for at du kan finde lindring.
Sådan påvirker vejrtrækningsproblemer iltniveauet
Vejrtrækningsproblemer om natten kan gøre mere end blot at forstyrre din søvn – de kan også sænke dit iltniveau i blodet. Når luftgennemstrømningen er begrænset, kommer der mindre ilt ind i blodbanen, så du måske er træt, når du vågner, din restitution er påvirket, og du har flere risici vedrørende din sundhed på lang sigt. Det er derfor, at mange eksperter taler om at finde den bedste sovestilling, som øger iltniveauet, især hvis du for eksempel har søvnapnø, KOL eller astma.
Oura kan hjælpe dig med at spore disse ændringer. Funktionen Måling af ilt i blodet (SpO₂) måler din iltmætning og regelmæssige vejrtrækning om natten, hvilket giver dig indsigt i, om din sovestilling eller andre faktorer påvirker dine luftveje. Ved at kombinere disse data med din søvnscore kan du bedre forstå, hvordan vejrtrækning påvirker din hvile – og for eksempel skifte sovestilling, så både iltniveau og søvnkvalitet bliver bedre.
Hvad er de bedste sovestillinger ved vejrtrækningsproblemer?
De bedste sovestillinger ved vejrtrækningsproblemer er dem, der forbedrer luftgennemstrømningen og hjælper med at holde iltniveauet stabilt. At sove på siden anbefales ofte som det bedste valg.
At sove på siden
At sove på siden giver mulighed for bedre luftgennemstrømning. Årsagen: Tyngdekraften trækker tungen mod kinden i stedet for mod svælget, hvilket reducerer trykket på luftvejene og gør det lettere at trække vejret og falde i søvn.
Denne sovestilling har vist sig at reducere vejrtrækningsproblemer for personer med søvnapnø, som er en søvnforstyrrelse, hvor vejrtrækningen gentagne gange stopper og starter, mens man sover. At sove på siden har også vist sig at reducere snorken – et almindeligt symptom på søvnapnø – og det er endda blevet foreslået som en væsentlig intervention til behandling af denne lidelse.
Derudover er det at sove på siden i fosterstilling normalt den mest behagelige stilling for gravide, og det hjælper desuden med at reducere rygsmerter.
LÆS MERE: Den bedste sovestilling ved lændesmerter
Overvejelser: At sove på siden kan for nogle mennesker give nakke- og skuldersmerter. Brug en fast madras, der giver den rette støtte til rygsøjlen. Du kan også støtte hovedet med en pude og lægge en pude mellem benene for at mindske presset på ryg og hofter.
At sove på maven
At sove på maven kan fjerne hjertets og de store blodkars vægt fra dine lunger, så de kan udvide sig fuldt ud, og du får lettere at trække vejret. Under covid-19-pandemien opdagede lægerne faktisk, at patienterne trak vejret bedre, hvis de lå på maven under restitution.
At sove på maven kan øge ilttilførslen og mindske vejrtrækningsproblemer hos personer med søvnapnø.
Overvejelser: Når du sover på maven, bør du overveje at bruge en madras, der giver støtte til rygsøjlen. Du kan også bruge en pude til at støtte hovedet – husk at sørge for, at du har plads til at trække vejret ordentligt.
Hvilke sovestillinger bør du undgå ved vejrtrækningsproblemer?
Den sovestilling, der oftest forbindes med dårligere vejrtrækning og lavere iltniveauer, er på ryggen, da luftvejene kan blive blokerede, og det kan gøre lidelser som søvnapnø værre. For eksempel er den blevet påvist at gøre vejrtrækningsproblemer hos personer med søvnapnø værre. Det skyldes, at tungen, den bløde gane og kæben har tendens til at falde tilbage mod svælget, når du sover på ryggen, og det blokerer luftvejene og gør det sværere at trække vejret.
Ét studie fandt, at apnø-indekset var dobbelt så højt, når man sov på ryggen, sammenlignet med når man sov på siden. Desuden kan det at sove på ryggen også øge snorken og gastroøsofageal refluks (GERD).
Overvejelser: Hvis du foretrækker at sove på ryggen, kan du minimere vejrtrækningsproblemer ved at bruge en pude til at holde hovedet hævet. Dette kan også mindske snorken og minimere risikoen for refluks. At lægge en pude under knæene kan også reducere risikoen for skævheder i rygsøjlen, som kan forårsage åndenød.
LÆS OGSÅ: 8 populære sovestillinger, og hvad de betyder for din sundhed
Hvilke helbredstilstande kan påvirke din vejrtrækning?
Selvom studier ofte foreslår at sove på siden som et middel mod vejrtrækningsproblemer, skal du huske på, at den ideelle sovestilling ved vejrtrækningsproblemer varierer afhængigt af de underliggende årsager til dine symptomer.
Udover søvnapnø er der flere andre helbredstilstande, der kan gøre det svært at trække vejret, når du ligger ned eller sover.
Kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL)
Det anslås, at 328 millioner mennesker på verdensplan har KOL. KOL rammer primært luftvejene og lungerne og hæmmer kroppens evne til at optage ilt. Derfor fører KOL ofte til symptomer som hvæsende vejrtrækning, hoste og åndenød, hvilket forstyrrer søvnen.
De fleste mennesker med KOL forsøger typisk at sove på siden. Denne stilling kan mindske presset på lungerne og forbedre luftgennemstrømningen, hvilket gør det lettere at falde i søvn og blive sovende.
Astma
Astma får luftvejene til at snævre ind og hæve op, hvilket gør det svært at trække vejret. Studier tyder på, at det at sove på ryggen med nakke og skuldre hævet eller det at sove på venstre side kan lindre symptomer på astma.
Det er dog vigtigt at undgå at sove på højre side, hvis du har astma. At sove i denne stilling har vist sig at øge modstanden i luftvejene, hvilket forårsager og forværrer vejrtrækningsbesvær.
Hjertesygdom
Åndenød er et af de almindelige symptomer på hjertesygdom, såsom hjertesvigt og hjerteanfald. Når dit hjerte ikke fungerer så godt, som det burde, vil det ikke være i stand til at pumpe iltet blod effektivt rundt. Desuden kan dårlig hjertefunktion forårsage væskeophobning i lungerne, hvilket giver vejrtrækningsbesvær.
Hvis du har en hjertesygdom, bør du undgå at sove på venstre side, da det vil lægge pres på dit hjerte. Vælg i stedet at sove på højre side eller på ryggen.
Oura Ring kan ikke bruges til at diagnosticere sygdomme, men den kan hjælpe dig med at holde styr på din puls og pulsvariation (HRV), som begge er afgørende for din hjertesundhed.
LÆS MERE: Sådan hjalp Oura-data disse medlemmer med at opdage vigtige ændringer i deres sundhed
Angst
Når du føler dig ængstelig, frigiver din krop hormoner som adrenalin og kortisol. Disse hormoner kan forårsage en række fysiske ændringer, herunder øget puls, vejrtrækningsfrekvens og muskelspændinger, som alle kan gøre det svært at trække vejret. Angst kan også få dig til at hyperventilere, som er en form for hurtig, overfladisk vejrtrækning.
At sove på siden, især i fosterstilling, fungerer ofte godt for folk med angst, fordi det er beroligende. At ligge på ryggen som en søstjerne kan også hjælpe med at lindre angst. Denne sovestilling strækker kroppen, hvilket øger blodgennemstrømning og giver mulighed for bedre søvn.
LÆS MERE: Hvordan angst påvirker hjernen – plus 3 videnskabeligt underbyggede måder at håndtere det på
Allergier
Over 100 millioner mennesker alene i USA har allergi hvert år. Allergi skyldes, at immunsystemet overreagerer på et harmløst stof, såsom pollen og støv. Allergiske reaktioner kan forårsage betændelse i luftvejene, hvilket kan gøre det svært at trække vejret. Allergier kan også udløse astmaanfald, som er kendetegnet ved hvæsende vejrtrækning, hoste og åndenød.
Når du har allergi, kan det at ligge fladt på ryggen forværre tilstopning. Du bør hæve hovedet med puder eller sove på siden for at hjælpe med at holde dine luftveje åbne.
Udover disse tilstande kan visse miljøfaktorer også bidrage til vejrtrækningsproblemer og gøre det svært at få optimal søvn:
- Luftforurening: Luftforurening kan indeholde en række skadelige forurenende stoffer, såsom partikler, ozon og nitrogendioxid. Disse forurenende stoffer kan irritere luftvejene og gøre det svært at trække vejret.
- Ændringer i temperatur og luftfugtighed: Ekstreme temperaturer og luftfugtighed kan gøre det svært at trække vejret, især for personer med astma eller andre luftvejssygdomme.
- Højde over havets overflade: At befinde sig højt over havets overflade kan medføre lave iltniveauer, hvilket kan gøre det svært at trække vejret.
Sådan kan du forbedre din generelle søvnkvalitet
At finde den ideelle sovestilling ved vejrtrækningsproblemer vil gøre meget for at sikre, at du får en god nattesøvn, men du kan også få bedre søvn på flere andre måder:
- Hold vægten på et sundt niveau. Overvægt eller fedme belaster lungerne ekstra, hvilket gør det sværere at trække vejret. Omvendt kan din vejtrækning og søvnkvalitet blive bedre, hvis du taber dig.
- Dyrk regelmæssig motion. Motion hjælper med at styrke åndedrætsmusklerne og forbedre den generelle lungefunktion. Det er dog vigtigt at undgå at træne for tæt på sengetid, da det kan gøre det svært at falde i søvn.
- Skab en afslappende sengetidsrutine. En afslappende sengetidsrutine kan hjælpe dig med at koble af og gøre dig klar til at sove. Det kan for eksempel være et varmt bad, at læse en bog eller at lytte til beroligende musik.
- Undgå koffein og alkohol før sengetid. Koffein og alkohol kan forstyrre søvnen, så det er bedst at undgå dem i timerne op til sengetid. Oura-medlemmer kan bruge tags til at identificere, hvordan dårlige søvnvaner, såsom indtagelse af alkohol og koffein før sengetid, påvirker søvnkvaliteten og paratheden til at håndtere dagens stressfaktorer.
- Sørg for, at dit soveværelse er mørkt, stille og køligt. Lys kan undertrykke produktionen af melatonin, som er et hormon, der hjælper med at regulere søvnen. Støj kan også forstyrre søvnen, så det er vigtigt at skabe et mørkt og stille miljø i dit soveværelse. En kølig temperatur er også ideel til søvn.
- Få behandling, hvis du lider af en vejrtrækningslidelse. Hvis du lider af en vejrtrækningslidelse såsom astma, KOL eller søvnapnø, er det vigtigt at søge råd hos en læge for at få effektiv behandling. Dette vil hjælpe med at mindske dine vejrtrækningsproblemer og forbedre din generelle sundhed.
Ofte stillede spørgsmål om sovestilling og vejrtrækning
Hvad er den bedste sovestilling for at øge iltniveauet?
Den bedste sovestilling for at øge iltniveauet er normalt at sove på siden, da det hjælper med at holde luftvejene åbne og mindsker blokeringer, der kan sænke iltniveauet i løbet af natten.
Er det godt for vejrtrækningsproblemer at sove på maven?
Ja, at sove på maven kan gøre det nemmere for lungerne at udvide sig og forbedre iltniveauet, men det kan også belaste rygsøjlen, hvis du ikke bruger puder til at få ordentlig støtte.
Hvorfor gør det vejrtrækningen sværere at sove på ryggen?
Når du sover på ryggen, kan tungen og den bløde gane falde tilbage mod svælget, og det indsnævrer luftvejene og gør det sværere at trække vejret. Det er derfor, at det ofte forværrer både søvnapnø og snorken at sove på ryggen.
Kan sovestilling hjælpe mod søvnapnø?
Ja, det er påvist, at det at sove på siden mindsker symptomer på obstruktiv søvnapnø, herunder snorken og fald i iltniveauet om natten. Nogle mennesker bruger endda specielle puder eller hjælpemidler for at sikre, at de sover på siden.
Hvordan kan Oura Ring hjælpe, hvis jeg har vejrtrækningsproblemer om natten?
Ouras funktion Måling af ilt i blodet (SpO₂) måler iltniveauet og regelmæssig vejrtrækning om natten, hvilket hjælper dig med at se, om din sovestilling eller andre faktorer kan påvirke dine luftveje og din generelle søvnkvalitet.
LÆS OGSÅ: Sådan falder du hurtigt i søvn og forbedrer søvnlatensen





Hjertesygdom
