Du kender din alder – men ved du, hvor gammelt dit hjerte er?
Kardiovaskulær alder (CVA) giver et skøn over, hvordan dit hjerte og dine store pulsårer ældes i forhold til din levealder. CVA giver desuden vejledning i, hvordan du kan forbedre din hjertesundhed på lang sigt. Når CVA bruges sammen med anden indsigt fra Oura, giver den et mere omfattende overblik over din generelle sundhed*.
“Ouras videnskabsteam har samarbejdet med certificerede kardiologer og forskere på forskningsinstitutioner om nøje at udvikle og validere vores videnskab og algoritmer. Formålet har været at sikre, at denne funktion leverer nøjagtig indsigt til vores brede og mangfoldige medlemsskare,” siger Shyamal Patel, der er ph.d. og seniorunderdirektør for Ouras forskningsafdeling.
Uanset din (faktiske) alder er det muligt at forbedre din kardiovaskulære sundhed med sunde vaner og livsstilsændringer. Nedenfor kan du læse mere om kardiovaskulær alder (CVA), og hvorfor den er vigtig, samt om den nye forskningsbaserede biometri, som Oura Ring benytter til at fastlægge den.
RELATERET: Sådan sænker du din kardiovaskulære alder – ifølge Oura-medlemmers erfaring
Følg din kardiovaskulære alder med Oura
Oura-medlemmer med data fra 14 nætter i Oura-appen får en måling af kardiovaskulær alder (CVA), som viser, hvordan deres CVA stemmer overens med deres faktiske alder. Du kan finde denne måling under fanen Min sundhed.
CVA inddeles i tre niveauer:
- Yngre end den faktiske alder: -5 år og derunder
- På niveau med den faktiske alder: mellem -5 og +5 år
- Ældre end den faktiske alder: +5 år og derover
I Oura-appen kan du se visninger af din CVA måned for måned. Fra april 2025 kan du tilføje brugerdefinerede tags og aktiviteter for at forstå, hvordan specifikke livsstilsvalg og adfærd kan påvirke din hjertesundhed på lang sigt. Oura fremhæver også tendenser i din CVA for at give mere indsigt i ændringer over tid.
Hvad er arteriel karstivhed?
Sensorer til fotoplethysmografi (PPG) og fotodetektorer kan bruges til at estimere din pulsbølgehastighed (PWV) eller hastigheden af dit hjerteslag i din krop. PWV bruges i vid udstrækning som den gyldne standard for måling af arteriel karstivhed, der øges med tiden – deraf forbindelsen til biologisk alder.
Store pulsårer er blodkar, der fører iltet blod fra hjertet til resten af kroppen. Når du er ung og sund, har dine pulsårer en tendens til at være mere elastiske og fleksible – de tilpasser sig let til varierende behov for blodgennemstrømning.
Når du bliver ældre, bliver dine pulsårer fra naturens hånd mindre fleksible og stive – hvilket betegnes som øget arteriel karstivhed. Når pulsårerne bliver stivere, øges den hastighed eller PWV, hvormed blodet strømmer gennem dem. (Du kan læse mere om herunder, hvorfor det er vigtigt.)
Selvom alder er den primære årsag til denne øgede stivhed, viser undersøgelser, at livsstilsfaktorer som rygning, usund kost, dårlig søvn eller en stillesiddende livsstil samt sundhedsforhold som højt blodtryk, højt kolesteroltal eller fedme også kan fremskynde den.

Hvorfor er arteriel karstivhed vigtig?
“Du skal betragte dine pulsårer som støddæmpere,” forklarer Pauli Ohukaninen, der er ph.d. og seniorforsker hos Oura. “De store pulsårer i kroppen arbejder på at modvirke de trykbølger, som hjertet skaber, mens de små pulsårer ikke er egnet til at håndtere så store kræfter.”
“Når store pulsårer stivner, mister de deres støddæmpende evne, og små pulsårer i følsomme organer som hjernen, nyrerne og selve hjertet bliver udsat for unormal fysisk belastning,” siger han.
Fremskreden arteriel karstivhed kan føre til øget risiko for flere hjertekarsygdomme, herunder hjertesygdomme, stroke og hjertesvigt. Desuden kan det bidrage til andre sygdomme, som f.eks. nyresygdom og Alzheimers sygdom, bemærker Pauli Ohukaninen.
PWV: et ukendt mål for hjertesundhed
Når det drejer sig om måling af hjertesundhed, tænker de fleste på hvilepuls, pulsvariation, blodtryk og kolesterol.
Pulsbølgehastighed (PWV), dvs. den hastighed, hvorved blodet strømmer gennem dine pulsårer, er et mindre kendt, men alligevel ekstremt vigtigt signal om dit hjerte- og kredsløbssystems generelle sundhed. Arteriel karstivhed er direkte relateret til PWV. Det betyder, at når karstivheden øges, stiger PWV også. I bund og grund gør en stivere pulsåre det muligt for trykbølgen at bevæge sig hurtigere gennem det arterielle system, hvilket resulterer i en højere PWV-værdi, som anses for at være en primær indikator for arteriel karstivhed.
“Mens et datapunkt som dit kolesteroltal eller dit blodtryk giver et øjebliksbillede af din sundhed, giver PWV et skøn over din samlede eksponering for alle livsstilsfaktorer gennem et helt liv,” forklarer Pauli Ohukaninen.
Du skal betragte PWV som et langsommere og mere langsigtet mål, som du kan forbedre, uanset din alder. Det er dog vigtigt at bemærke, at nogle akutte stressfaktorer kan få pulsårerne til at stivne på kort sigt, hvilket kan resultere i øget PWV, bemærker Pauli Ohukaninen. “Årsagerne kan være sygdom, usædvanligt stressende oplevelser, meget kolde udendørstemperaturer og for nogle mennesker et højere saltindtag i kosten end normalt.”
Videnskabelige undersøgelser, som er offentliggjort i publikationer, der er vurderet af fagfæller, har fastlagt normale referenceområder for aldersrelaterede PWV-værdier (vist nedenfor).

Sådan registrerer Oura Ring blodgennemstrømning
Direkte måling af PWV kræver typisk specialiseret medicinsk udstyr, der kan registrere timingen af pulsbølgen på to forskellige pulsårelokaliteter, hvilket ikke er muligt med de fleste wearable-enheder som Oura Ring. Men Oura Ring er udstyret med avancerede sensorer, som f.eks. infrarøde fotoplethysmografisensorer (PPG), der overvåger ændringer i blodvolumen i din finger. Selvom disse sensorer ikke måler PWV direkte, kan de registrere data om din blodgennemstrømning.
Ved at analysere PPG-signalerne kan Oura Ring udtrække karakteristika, der er indbyrdes forbundet med PWV. Det betyder, at Oura Ring indirekte kan estimere ændringer i arteriel karstivhed og blodgennemstrømning. Disse estimater fungerer som en erstatning for PWV og giver indsigt, der svarer til en direkte PWV-måling.
De infrarøde fotoplethysmografisensorer (PPG) i Oura Ring sender lys ind i huden gennem lysdioder. Når pulsbølgen bevæger sig gennem dine pulsårer, medfører den små ændringer i blodvolumen. Fotodetektorer i ringen kan derefter sætte tal på blodgennemstrømningen baseret på variationer i lysabsorption (PPG-signal).

Hvordan omdanner Oura PPG-signaler til CVA?
Oura baserer sit CVA-estimat på anonyme data fra hundredtusindvis af medlemmer.
“Ouras forskningsteam har analyseret rigtig mange PPG-signaler. De har fundet ud af, at visse karakteristika svarer relativt godt til medlemmernes kronologiske alder, men at der stadig er stor variation,” siger Pauli Ohukaninen. “Vi forsøgte at undersøge, om denne variation kunne forklares med forskelle i aldersrelaterede arterielle forandringer.”
Ouras forskningsteam har gennemført kliniske undersøgelser med 600 deltagere i samarbejde med eksterne partnere, såsom Kuopio Research Institute of Exercise Medicine (KuLTu) og UCLA, for at forstå de nøjagtige årsager til PPG-signalets form.
Resultatet: PPG-signalets form er faktisk tæt forbundet med målinger af den generelle sundhed såsom arteriel karstivhed og kronologisk alder. Ved både at kombinere data fra medlemsbasen og eksterne kliniske undersøgelser har Oura udviklet en algoritme, der evaluerer kardiovaskulær sundhed ved at give et vigtigt estimat: kardiovaskulær alder. Dette estimat kan hjælpe brugerne med at forstå og overvåge deres hjertesundhed.
Hvorfor er CVA vigtig?
Din CVA giver værdifuld indsigt i funktionen af dit kardiovaskulære system og din generelle sundhed. En CVA, der ligger under eller på niveau med din faktiske alder, er en positiv indikator for din generelle kardiovaskulære sundhed i dag og dine sunde leveår på lang sigt.
Hvis din CVA er højere, end du ønsker, giver Oura dig indsigt og vejledning i mulige tiltag til at sænke den. Du kan f.eks. dyrke mere motion eller reducere saltindtaget i kosten. Hvis du vil vide mere om, hvordan du forbedrer din CVA, kan du læse denne blogartikel.
Sammen med de andre målinger, som Oura leverer, f.eks. hvilepuls, pulsvariation, søvnmønstre og aktivitetsstatus, giver CVA dig et mere omfattende, holistisk og langsigtet billede af din generelle sundhed.
Vær opmærksom på: Hjertesundhed er ikke statisk og ændrer sig ikke fra den ene dag til den anden. Den udvikler sig snarere gradvist over tid på grund af forskellige faktorer som aldring, livsstilsvaner og underliggende sundhedstilstande.
En proaktiv tilgang til hjertesundhed giver mulighed for at sikre rettidige tiltag samt skabe opmærksomhed på og optimere din sundhed, så du kan leve et sundere og længere liv.
*ŌURAs produkter og tjenester er ikke medicinsk udstyr og er ikke beregnet til at afhjælpe, forebygge, behandle, helbrede eller diagnosticere nogen sygdom eller lidelse. Hvis du er bekymret for dit helbred, skal du kontakte din læge.
Om Oura-eksperterne
Pauli Ohukaninen er ph.d. og seniorforsker i Ouras fysiologiteam, hvor han er ansvarlig for at udvikle og lede kliniske projekter inden for kardiometabolisk forskning. Pauli har en M.Sc. i biokemi og molekylærbiologi. Han har gennemført en ph.d. på instituttet for farmakologi og toksikologi på University of Oulu i Finland om de molekylære mekanismer bag forkalkning af aortaklappen hos mennesker. Han har udgivet mere end 20 artikler, der er vurderet af fagfæller, og har været ph.d.-vejleder og underviser for medicinstuderende.
Shyamal Patel .er ph.d og seniorunderdirektør Ouras forskningsafdeling. Han står i spidsen for en tværfaglig organisation med fokus på forskning og udvikling af algoritmer, der omdanner sensordata til nøjagtige målinger af sundhed og velvære. Hans passion er at udvikle digitale sundhedsløsninger, der kan forandre sundhedspleje. Hensigten er, at sundhedspleje bliver en mere objektiv, kontinuerlig og proaktiv model fremfor en meget subjektiv, episodisk og reaktiv model. Før Shyamal sluttede sig til Oura, var han leder af teams inden for datavidenskab i flere opstartsvirksomheder og store virksomheder. Han har senest arbejdet for Pfizer med fokus på udvikling, validering og anvendelse af nye digitale slutpunkter på tværs af flere behandlingsområder i regulerede kliniske forsøg. Shyamal har en ph.d. inden for elektroteknik med speciale i signalbehandling og anvendelsen af maskinlæring fra Northeastern University. Han har desuden en forskergrad på postdoktoralt niveau fra Harvard University og bor i Boston.







